Østerbro ligger uden for Københavns gamle volde. Bydelen blev til i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor hovedstaden på grund af industrialiseringen gennemgik en voldsom ekspansion. Indtil da var området en ubebygget del af Københavns forsvarsanlæg.
Denne såkaldte 'fælled' hørte ind under Trinitatis sogn med Christian IVs gamle kirke med Rundetårn. Skt. Jakobs kirke er den første kirke, der blev bygget på Østerbro ( 1878), og den er en af de seks såkaldte magistratskirker, hvis opførelse i perioden 1861-1901 i større eller mindre omfang er blevet støttet fra offentlig side.
Men selvom Skt. Jakobs kirke er imponerende stor, forslog den ikke til de mange indbyggere i den nye bydel. Der var behov for en opdeling i flere og mindre sogne. Derfor påtog nogle private borgere sig at samle penge ind til opførelse af de nødvendige kirker. Sionskirken blev således opført som en sølvbryllupsgave fra sognet til præsteparret ved Skt. Jakob.
De efterfølgende syv Østerbro-kirker er alle bygget for midler, der blev indsamlet af enten Det Kjøbenhavske Kirkefond (Kirkefondet), som hovedsagelig bestod af repræsentanter fra det bedre borgerskab i Skt. Jakobs kirkes menighed, eller af Foreningen til Opførelse af små Kirker i Kjøbenhavn (i folkemunde 'De små Pigers Forening', fordi det var tre ganske unge kvinder, der med midler, som de sammen med kønsfæller erhvervede ved salg af håndarbejde, finansierede nogle af de små nye kirker).
Idealet var en præst pr. 5000 indbyggere og to præster pr. sognekirke. Samtidig var ideen, at disse nye sognekirker ikke blot skulle være søndagskirker, men kunne anvendes hele ugen igennem. Derfor blev der som noget helt nyt bygget siderum til andre aktiviteter i tilknytning til kirkerne.